Fornøjelig og givende kor dag i Herslev.
Søndag den 26. oktober, var Tolstrupkoret mødt op til en dag med forventninger om ”hele pakken”. Sang, undervisning, socialt samvær og – som sædvanligt – god mad.
Vi fik det hele – plus godt vejr og smuk udsigt over Roskilde Fjord. Hvad mere kan man ønske sig på en fin efterårs-søndag.

Flot fremmøde
Klubhuset i Herslev Sejlklub, hvor vi har været nogle gange, er et godt sted,
hvor vi kan være mange, uden at træde hinanden over tæerne.
Akustikken er måske ikke den bedste, men udmærket i forhold til, hvor vi ellers synger.
Og så var det meget få, der ikke kom. Det må være dejligt for bestyrelsen, som har arrangeret denne dag, at det er noget korets medlemmerne, rigtig gerne vil deltage i. Succes!

Undervisning af Aleksandra Vagner
- med fokus på julens salmer!
Vi er rigtig heldige i Tolstrupkoret. Vi har vores helt egen mezzo-sopran!
Det er anden gang, vi får undervisning af Aleksandra Vagner. Og det er alle glade for, nogle så glade, at de får private sanglektioner hos hende.
Nå, men vi tog fat på – julens salmer! Fornuftigt nok – da vi er midt i indøvelse af vores julerepertoire til dagligt.
Alexandra tog naturligt nok fat på de sangtekniske øvelser, assisteret af vores dirigent Michael både på klaveret og som medsyngende i koret.
Eftermiddagen fløj af sted. Koncentrationen var fin og træning af vejrtrækning og anden sangteknik ”letter hverdagen for en sangfugl”.

Til slut kom Oles mad på bordet!
Da dagens arbejde var overstået, gik snakken. Borde og stole blev sat op til middagen. Tallerkener , glas og servietter blev sat rundt. Alle hjalp til med dette og hint. Det skinnede igennem, at sulten begyndte, at indfinde sig.
Skøn mad, der smagte pragtfuldt, og som der var rigeligt af. Der var fin vin i glasset og snakken gik.
Middagen blev afsluttet med lækker kage og højrøstet fællessang.
God afslutning. Olé!

Håber dette bliver en tradition. Det er godt for sjæl og sind, at have sådanne dage. Håber vores 2 nye kormedlemmer også havde en god dag og fik lært os lidt bedre at kende.

Tak for denne gang
Hanne